Et digitalt produktpas (DPP) er et struktureret, maskinlæsbart dokument knyttet til én specifik produktenhed — tilgået ved at scanne en QR-kode eller NFC-tag på selve produktet — der dokumenterer, hvad det er lavet af, hvor materialerne kommer fra, dets CO₂-aftryk, og hvordan det kan repareres eller genanvendes. Det er et lovkrav under EU-lovgivning, startende med batterier i 2027 og udvidet til andre produktkategorier frem mod 2030.
Hver regulerede enhed får en unik identifikator, som regel kodet som et GS1 Digital Link-QR-kode — noget i stil med id.example.com/01/{product-code}/21/{serial-number}. At scanne den fører dig ikke til en generisk virksomhedsside; den fører til et pas for netop den enhed, leveret af producentens platform (eller en udbyder som Matrikel, der handler på deres vegne).
Forordningerne definerer adgangsniveauer, og det er den del de fleste forklaringer springer over. En forbruger, der scanner passet uden at logge ind, ser det offentlige lag: kemi eller materialer, kapacitet, CO₂-aftryk, genanvendt indhold. En reparatør eller genbrugsvirksomhed, der autentificerer sig, får et dybere teknisk lag: adskillelsesinstruktioner, sikkerhedsdata, komponentdetaljer. Myndigheder og Europa-Kommissionen får fuld adgang til alt, inklusive de underliggende overholdelsesregistre. Én URL, tre resultater, afhængigt af hvem der spørger.
Et DPP er ikke ét fladt dokument. Data på modelniveau udfyldes én gang pr. produktmodel — det, der gælder for hver enhed af den model: materialesammensætning, oprindelse af kritiske råmaterialer, CO₂-aftryk pr. livscyklusfase. Data på enhedsniveau er specifikke for ét serienummer: produktionsdato og -sted, testresultater og dynamiske data tilføjet efter salget — ladecyklusser for et batteri, reparationshistorik for stort set alt. Se vores fulde gennemgang af datamodellen for et gennemregnet eksempel.
En almindelig misforståelse er, at EU hoster disse pas centralt. Det gør EU ikke. Modellen er decentraliseret: passdata forbliver hos producenten eller deres tjenesteudbyder, i produktets levetid plus en opbevaringsperiode — selv hvis producenten går konkurs, hvilket er grunden til, at en backup-hostingordning er et lovkrav og ikke bare rart at have. EU's centrale register, i drift siden 19. juli 2026, gemmer kun de unikke identifikatorer, så told- og markedsovervågningsmyndigheder kan bekræfte, at et pas findes, og finde det. Hver identifikator, en platform udsteder, registreres der automatisk.
Batterier først: industri-, elbil- og letkøretøjsbatterier over 2 kWh skal have et pas senest 18. februar 2027 under forordning (EU) 2023/1542. Derfra bringer forordningen om økodesign for bæredygtige produkter — forordning (EU) 2024/1781 — andre kategorier ind frem mod 2030, efterhånden som Kommissionen offentliggør hver enkelt delegerede retsakt. Se hvordan kravet gælder kategori for kategori på vores brancheside, eller læs guiden til EU-batteriforordningen og ESPR-guiden for detaljerne.
Nej. QR-koden (eller NFC-tagget) er blot pegepinden — som regel en GS1 Digital Link-URL trykt på produktet. Det digitale produktpas er de strukturerede data, koden fører til: en webside og et underliggende datasæt, der dækker sammensætning, oprindelse, aftryk og reparationsinformation for netop den enhed.
Delvist. Forordningerne bruger lagdelt adgang: et offentligt lag, som alle kan se uden at logge ind, et professionelt lag til autentificerede reparatører og genbrugsvirksomheder, og et fuldt lag til myndigheder og Europa-Kommissionen.
Forordning (EU) 2023/1542 (batteriforordningen) kræver ét for industri-, elbil- og letkøretøjsbatterier over 2 kWh senest 18. februar 2027. Forordning (EU) 2024/1781 (ESPR) udvider over tid det samme krav til andre produktkategorier, startende med tekstiler.
Nej. EU's centrale register, i drift siden 19. juli 2026, gemmer kun de unikke identifikatorer, så told- og markedsovervågningsmyndigheder kan bekræfte, at et pas findes. De faktiske data hostes af producenten eller deres tjenesteudbyder.
Fortæl os, hvad du sælger. Vi viser dig, hvordan dit første pas ville se ud.
Book en demo